Hvordan ændrede menneskesynet sig fra middelalder til renæssance?

Mennesket i renæssance belyst ved Mirandola-kilde (skabt til at skabe)

Tekstens oprindelse:

Mirandola [italiensk filosof]

1486 [ca. midt i renæssancen]

à Kan se det er en renæssancetekst, da han inddrager viden fra antikken [genfødsel]

Lærd kreds [modtager]

Tale [gerne] på baggrund af afhandling

Redegørelse for indhold:

Hvad sir Midandola om menneskets rolle

-       Mennesket skal selv skabe sin funktion

-       Mennesket får frihed til skabe sig selv

-       Ubestemt natur

-       Vilje

-       En kunstner/skulptør

-       Frihed/ære

-       Kan både synke – til lavere former (dyrisk) eller hæve sig til højere (guddommeligt)

-       Individualisme, frisat fra ydre rammer

Menneskets placering (status) i verden og andre væsner

-       Formidler mellem de skabte væsner

-       Midt i verden (antropoæntrisk)

Gud

–      Den højeste bygmester

–      Kærlig overfor mennesket

–      Har skabt det fuldendte værk

–      Den bedste af alle kunstnere

Tekstens troværdighed:

-       Førstehåndsvidne/samtidig

-       Kvalificeret iagttager

-       Synvinkel       - Religiøs

- Lærd [jf. åndelig elite]

- Humanist

- Udtryk for Mirandola synspunkter – positivt syn på mennesket 

Betydning: er blevet opfattet som renæssancens evangelium af Burkhardt (godt budskab, helligt skrift)

Augustins syn på Mennesket

2 typer mennesker:

1. I overensstemmelse med guds regler. (IDEAL-MENNESKET – underlangt Gud)

            - Skabt til at herske med Gud

            - Guds-kærlighed

            - Andre-rettet (tjener hinanden)

            - Foragter sig selv

            - FRELSES

2.  Mennesket natur (instinkt)

            - Egen kærlighed

            - Egoisme (sig selv-rettet)

            - Roser sig selv

            - Magtbeget [vil bestemme over andre]

            - STRAFFES